Så er sæsonen endelig igang og vi kan begynde at løbe nogle løb.
Noget vil fortsat være aflyst, så kig grundigt på o-service inden tilmelding. Én ting er bestemt: Vi planlægger med vores eget løb i Krengerup den 27/9.
Der er både mulighed for at give en hånd med eller bare at løbe.
Velkommen også til alle de nye medlemmer. Træning starter allerede op torsdag den 3/9. Følg med på hjemmesiden for at se, hvad der er på spil.
Skuret er brændt
Som flere har set på Facebook, så er vores skur brændt.
Det er usikkert, hvordan det er sket. Men nu er de sørgelige rester ved gode menneskers hjælp fjernet fra jordens overflade.
Der bliver lagt gode planer om et nyt skur, opført på samme sted i løbet af september og oktober.
Forsikringen har desværre kun dækket indholdet i skuret.
Mini-Maxi
Mini-Maxi er i fuld sving igen, og vi er ca 50 stk hver søndag.
Henover sommeren er der kommet 5 nye familier til.
Første søndag i oktober har vi Bedsteforældredag, så der håber vi på ekstra godt vejr!
Løbehilsner fra Lisette
Træning den 10/9: O-triatlon i Tarup-Davinde.
Mødested : Davinde Søvej 3, 5220 Odense SØ
Mødetid: 17.30.
Svømning - MTB-O - O-løb
Enestående mulighed for O-triatlon / O-duatlon i Tarup Davinde området.
Hvis du kun ønsker at deltage i O-løbeturen er det også muligt.
Husk sædvanligt o-løbetøj, dit badetøj og en cykelhjelm.
Der er MTB til låns - men tag gerne din egen med. Medbring kortplade til cyklen, hvis du har én.
På gensyn til en ny og anderledes træning.
Vintergymnastik
Vores vintergymnastik starter i år mandag den 14/9 kl 20.00-21.30 i gymnastiksalen på Skt. Hans skole.
Der er mulighed (og garanti) for at komme til at svede lidt sammen med dine klubkammerater.
Igen i år består trænerteamet af Tina Gotfred-Iversen og Anne Mølgaard, som vil skiftes til at lede træningen.
Træningen starter med en halv times hockey og derefter en times klassisk styrke-, balance-, udholdenheds- og koordinationstræning.
Alt sammen målrettet, at du skal i bedre form og blive en bedre orienteringsløber. Men først og fremmest skal vi have det hyggeligt og sjovt. Så det er bare at komme af sted.
Grundet COVID-19 situationen skal man selv medbringe en træningsmåtte. Håndsprit vil være tilgængeligt og tæt fysisk kontakt vil generelt blive minimeret.
Odense Orienteringsklub har en Facebook side, hvor vi poster alle de relevante aktiviteter for at skabe synlighed. Husk at "Følge" eller "Synes godt om", så kommer opslagene automatisk i dit feed. Og husk selvfølgelig at dele eller "Like" alle de opslag du synes.
Vi har også en lukket Facebook gruppe for medlemmer, til alle de interne beskeder og praktiske oplysninger. Den skal du være "Medlem" af, så kommer opslagene automatisk i dit feed.