Godt nytår
Hermed ønskes alle medlemmer af Odense Orienteringsklub og deres familie et rigtig godt nytår. Jeg håber, at alle er kommet godt ind i 2021.
2020 har på alle mulige måder været helt anderledes på grund af corona. Heldigvis har det været muligt at løbe en hel del løb, men det har bare været alene. Desværre blev både A-HA løb og Nytårscross aflyst.
2021 kommer som sædvanligt til at byde på mange spændende orienteringsløbsmuligheder.
Først for er den årlige Vintercup, hvor der er både mulighed for løb i dagslys og i mørke. Og det bliver på den efterhånden kendte corona-måde. Med en startperiode og egen tidtagning. Til gengæld ligger alle løbene på o-track, så der er mulighed for efterfølgende at sammenligne vejvalg.
Ungdomstræningen er lige lidt i tænkeboks om, hvornår de starter. Fra marts begynder torsdagstræningen for voksne igen.
Den 28/2 bliver der en Vinterlang i Fåborg. Og så er det påske og et forhåbentlig megaspændende arrangement på Rømø. Fællesindkvarteringen bliver på Rejsby Europæiske efterskole. Tilmeldingen er åben i O-service.
Den 18. april arrangerer Odense Orienteringsklub en 2.-3. divisionsmatch i Hesbjerg, så her er der brug for et par hjælpende hænder og selvfølgelig også mulighed for at løbe. Steen Vestergård er stævneleder.
Den 25. april er det tiden for årets første 1. divisionsmatch i Holsteenshus og igen den 30. maj i Marbæk. Her skal vi gerne en meget stor gruppe afsted og vise, hvad OO kan i 1. division!
Så kommer der en del skoleorienteringsdage i maj. Claes Ø. Larsen er koordinator. Herefter følger både Fyns Sprint Cup, Fyns 5-dages og Alt for Damerne løb. Mere information følger.
Så det er bare med at få nogle datoer i kalenderen. Og så har jeg ikke engang nævnt vores generalforsamling den 17 marts.
Vi ses derude.
Carsten, formand